Cardigans to Copenhagen with Massive Attack

Det er med udtalt stor fornøjelse at BEATBOX CONCERTS i samarbejde med GAFFA og OKYO kan præsentere, hvad der må betegnes som ét af årets koncertbrag i Danmark.

Fredag d. 25. august gæster legendariske MASSIVE ATTACK København, og med sig bringer de en flok rigtig dejlige gæster, nemlig THE CARDIGANS, UNDER BYEN og en endnu ikke-navngiven artist, som vi tillader os at afsløre på et lidt senere tidspunkt.

MASSIVE ATTACK behøver næppe nærmere introduktion, og hvis der findes en betegnelse, som kan dække deres fantastiske karriere og særegne lyd, skal man i hvert fald lede længe efter den. Sort, blåt og skræmmende, men fantastisk iørefaldende og helt helt uden sidestykke har MASSIVE ATTACK fodret os med hits som ”Teardrop”, ”No Angel”, ”Karmacoma”, ”Unfinished Sympathy”, Risingson” ....forsæt selv listen.

MASSIVE ATTACK er netop nu aktuelle med deres første Greatest Hits nemlig albummet ”Collected”, der udover at indeholde alle deres klassikere, også byder på den spritnye single ”Life With Me ” med Terry Callier på vokal, som på ny understreger dette bands suveræne position i musikhistorien.

THE CARDIGANS, hvis man kan tale om et band der har fået et come-back i år må det være svenske THE CARDIGANS. De står også for årets bedste sangtitel med ”I need some fine wine and you....you need to be nicer” fra det seneste album ”Super Extra Gravity”. THE CARDIGANS come-back understreges af, at de i marts spillede to udsolgte shows i Store Vega, og mange måtte gå forgæves til to fantastiske koncerter. Nu er chancen der for at (gen)opleve bandet, og det er samtidig eneste mulighed for at se THE CARDIGANS øst for Lillebælt i den umiddelbare fremtid, idet de kun spiller en enkelt festival i Danmark til sommer.

UNDER BYEN har med det nyligt udsendte og aldeles fremragende album ”Samme Stof Som Stof” sat standarden for, hvordan man får succés med sin helt egen lyd og fremtoning. Albummet har fået fantastiske anmeldelser, og UNDER BYEN har netop afsluttet en fuldstændig og aldeles udsolgt danmarksturné, der kulminerede med et allerede nu legendarisk show i et propfyldt Store Vega.

MASSIVE ATTACK, THE CARDIGANS, UNDER BYEN og en endnu unavngiven artist på én og samme plakat, det må i sandhed blive en mindeværdig aften.

Ovenstående koncert finder sted d. 25. august i Forum, dørene åbner kl. 18:00 og første band går på scenen kl. 18:50

Forsalget til koncerten starter mandag d. 1. maj kl. 10:00 fra flg. forsalgssteder:

www.billetlugen.dk eller tlf 70 263 267
www.gaffabillet.dk
FONA-butikker landet over


Mange venlige hilsner


Beatbox Concerts
 
News archive »